Ny bruger og password

En forudsætning for at kunne søge i kirkebøger og folketællinger er, at du ved hjælp af "Opret ny bruger" har tilmeldt dig med navn og postadresse samt e-mail adresse. Du kan gå i gang på søgesiderne, når du pr. e-mail har modtaget en bekræftelse med password. Efter oprettelsen er der mulighed for selv at skifte password. Oprettelsen koster ikke noget, ligesom det er gratis at benytte søgesiderne.

Statens Arkiver ønsker at tage hensyn til alle brugere. Derfor har vi fra 27. september 2004 indført password til Arkivalieronline for standse massedownload fra serveren. Massedownload fører især til lange svartider, hvilket er generende for de øvrige brugere.

Takket være særbevillinger gennemfører Statens Arkiver i perioden 2002-2005 et projekt, hvis formål er at digitalisere kirkebøger og folketællinger, så de kan ses on-line på Internettet. Det har været vigtigt for Statens Arkiver at lægge de første resultater ud allerede nu til glæde for vore brugere. Det har vi gjort, selvom Arkivalieronline først skal være færdig ved udgangen af 2005. Vi har med stor glæde konstateret, at besøgstallet er højt.

Vi har også konstateret, at nogle brugere downloader i meget stort omfang med det resultat, at der bl.a. skabes meget lange svartider for andre. Det er derfor forståeligt, at Statens Arkiver har modtaget en række klager, som vi må reagere på.

Massedownload er ikke en del af den service, som Statens Arkiver tilbyder på Arkivalieronline. Resultatet er, at nogle brugere derved forringer mulighederne for de mange, som ønsker at benytte arkivalierne on-line. Vi beder indtrængende om, at alle anvender tilbuddet efter hensigten. Konstateres download, må Statens Arkiver spærre passwordet. Vi håber, at alle forstår, at denne ordning er i fælles interesse.